Fra Vendsyssel historiske Museum (www.vhm.dk):
 

Trekantdrama endte med mord og halshugning

I efteråret 1900 fandt man under gravearbejde tæt ved den gamle galgebakke i Hjørring bjerge, et velbevaret skelet af en mand i sin bedste alder. Kraniet var adskilt fra kroppen, og var gennemboret af et spiger og sat fast på en stage. Det var resterne af Thomas Thomasen Bisp, der blev halshugget og sat på hjul og stejle i 1822. Baggrunden for halshugningen var et trekantdrama, der endte med hustrumord:

Thomas Thomasen Bisp og hans kone Maren Justdatter boede på en fæstegård i den lille landsby Sønder Økse i Brovst sogn. Thomas og Maren var blevet gift i 1805, og havde tilsyneladende et ret lykkeligt liv sammen. Parret havde fire børn, og Maren var ret svagelig efter det yngste barns fødsel.

        
I år 1900 fandt man under gravearbejde i Hjørring Bjerge skelettet af Thomas Bisp, den sidst henrettede person i Hjørring. Hjørrings rettersted lå i nærheden af, hvor man fandt Thomas Bisp, man kender dog ikke dets præcise beliggenhed. Kraniet var gennemboret af et spiger og sat fast på en stage. Skelettet blev afleveret på Vendsyssel historiske Museum, hvor det stadig befinder sig. Vendsyssel historiske Museum.

1818 kom den 24-årige Ane Margrethe Christensdatter til gården som tjenestepige, og det skulle få fatale følger for dem alle.

Thomas og Ane fik et godt øje til hinanden, og Thomas lovede hende ægteskab, når Maren, der jo var svagelig, var død. Men Ane var utålmodig, og syntes åbenbart, at det varede for længe inden Maren døde. Hun foreslog Thomas at anskaffe sig noget rottekrudt (arsenik), og selv sætte lidt skub i tingene.

Skæbnen ville, at Thomas bror, Jens, kort efter bad Thomas skaffe ham noget rottekrudt til skylning af en ko, der havde skab. Thomas anskaffede giften, og beholdt en del af den selv. Og så gjorde han alvor af sine grumme planer. Han spredte giften på en skive brød, smurte smør ovenpå og gav det til sin kone. Hun blev hurtigt meget dårlig med kraftige mavesmerter. Men det trak ud. Fem dage gik der med svær pine, inden Maren døde.

       
I 1940 fandt man endnu et skelet i nærheden af galgebakken. Der var sandsynligvis også her tale om en forbryder, der var blevet henrettet, muligvis ved hængning.

Efter begravelsen gik rygterne. Der var noget helt forkert ved det dødsfald, og den 3. juli 1821 tilstod Thomas hurtigt under et forhør hos herredsfogeden. Thomas og Ane blev herefter overført til arresten i Hjørring.

Thomas blev den 3. november 1821 dømt til at knibes med gloende tænger, at få højre hånd afhugget med en økse, at få afhugget hovedet og at få legemet lagt på stejle og hovedet sat på en stage over legemet – i nævnte rækkefølge. Ane blev dømt til at arbejde i Viborg tugthus til sine dages ende.

Ved kongelig benådning fritoges Thomas senere for at knibes, og at få højre hånd afhugget. Men livet skulle han miste, og den 22. juli 1822 blev han halshugget ved retterstedet i Hjørring.

19-11-2004, Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

 

 

Sådan lød dommen

Thi kendes for ret: Tiltalte Thomas Thomasen Bisp, nu i Hjørring Arrest, bør af Skarpretteren knibes med gloende Tænger, først uden for huset i Sønder Økse i Brovst Sogn, hvor han har dræbt sin Hustru Maren Justdatter – tre Gange mellem dette og Retter-stedet og til sidst på Retterstedet. Dernæst den højre hånd ham levende afhugges med en Økse og derefter Hovedet ligeledes med en Økse, hvorpå Legemet lægges på Stejle, og Hovedet tillige med Hånden at sættes paa en stage over Legemet. Hjørring d. 3 november 1821

 Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

Henrettelsen

Hjørring Bjerge er et kuperet område beliggende lidt nord for selve byen. Disse smukke, lyngklædte bakker var før i tiden skueplads for blodige begivenheder, for her lå byens rettersted - galgebakken. Her måtte dødsdømte forbrydere sone straffen for deres gerninger. Den gamle vej fra Hjørring mod Skagen slyngede sig forbi galgebakken, og de vejfarende måtte derfor til tider passere liget af en forbryder dinglende i galgen eller et afhugget hoved stillet til skue på en stage.

Den 22. juli om morgenen 1822 blev dødsdommen over Thomas Bisp eksekveret på dette rettersted - det blev den sidste henrettelse i Hjørring.

Først gik turen fra arresten på Torvet til retterstedet, sandsynligvis med Thomas under bevogtning på en vogn. Måske gik byens trommeslager i spidsen og hvirvlede. Det var normalt et tilløbsstykke når nogen skulle ”skilles ved sit hoved”, og der har givetvis været mange både udenbys og indenbys tilskuere.

       
Fra retterstedet i Hjørring Bjerge ca. 1910. Pælen til højre i billedet er placeret for at markere hvor retterstedet muligvis har ligget, man kender ikke dets nøjagtige beliggenhed. Terrassekanterne i siden af bakken kan være vejspor til retterstedet. Hestevognen er på vej ind til Hjørring ad den gamle Skagensvej, som var byens eneste vejforbindelse nordpå indtil midten af 1800-tallet. Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum.

Til stede på selve retterstedet var, foruden skarpretteren og Thomas selv, byfogeden Selgen Poulsen, tøffelmager Spæhr, en militærvagt fra Aalborg samt præsten Bierregaard. Det var nemlig sædvane, at dødsdømte i tiden forud for eksekutionen blev forberedt til døden af en præst. Præsten fulgte med til retterstedet, og ”højtideligheden” blev indledt med fælles bøn og salmesang. Herefter blev Thomas’ hoved anbragt på skarpretterblokken, og hans hals spændt fast med to bøjler, hvorefter skarpretter Jochum Stegel hævede sin økse og halshuggede ham. Ifølge en senere artikel i Vendsyssel Tidende, blev ”… hovedet [herefter] holdt op for mængden. Men næppe var dette sket, før en stor skare ældre koner trængte sig frem…Konerne havde krukker og skåle med for at opfange forbryderens blod”. Efter gammel overlevering regnedes blod, der flød fra sværd og økser på retterpladser, nemlig for et stærkt lægemiddel mod forskellige svagheder.

       
Hestevogn på vej nordpå ad den gamle Skagensvej i Hjørring Bjerge ca. 1906. Galgebakkerne ses til venstre i det fjerne. Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum.

Thomas Bisps hoved blev herefter sat på en stage ved at et stort jernspiger blev hugget igennem hjernen ned i en høj stang, der rejstes på retterstedet. Ved siden af lagdes legemet på et hjul, der også var spigret til en høj stang. Og her skulle han så stå til skræk og advarsel, indtil ravne og krager, vind og vejr havde gjort kål på ham. Men det gik anderledes. To døgn senere var både hoved og krop borte. Sandsynligvis fjernet ved nattetide af familien, som meget vel kan have fået et vink om, at myndighederne ville lukke øjnene, hvis dette skete.

       
Kort over Hjørring Bymark ca. 1700. Vejen mod Skagen førte tæt forbi retterstedet. Carl Klitgaard: Hjørring bys historie.  

Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

 

Skillingsvisen om Thomas Bisp

No. 12.
Thomas Thomasen Bisps
afskedssang
fra det timelige til det evige
formedels hans
begangne mord paa hans kone
Maren Justdatter
efter at have 16 år levet i ægteskab med hende
forgiftede hende med et stk. smørrebrød
mandagen den 18. juni 1821 om morgenen.

Mel. Omspændt af tvivl og mørke tanker.

Du gyser, læser! – når du tænker
den hårde straf jeg skal udstå,
de centnertunge bånd og lænker,
jeg dag og nat må bære på;
men selv jeg føler i mit indre
min udåds hele skændighed,
kun tanken om min straf kan lindre
min martrede samvittighed.

Jeg næsten 9 år ærligt tjente
hos Thøger Nielsen, bondemand;
mig lykken lod ej længe vente,
thi jeg fik gård, blev ægtemand.
Du blide, fromme, hulde kvinde!
Du beder selv til Gud for mig –
hvor kunne jeg dog få i sinde
så grusomt at aflive dig -.

I 16 år jeg med min Maren
så glad – så kærligt levede,
og ingen af os aned faren,
som over os alt svævede.
Vi følte os så lykkelige
indtil – der brister jeg i gråd –
en ond og slem vellystig pige
indgav mig ret et rædsomt råd.

O kvæl enhver vellystig tanke
i fødslen straks – du syndens ven,
du vildt på lastens bane vanker
i bundløs afgrund styrtes hen.
O havde jeg ej lånt mit øre
til Anne Christensdatters råd!
Men jeg var svag – lod mig forføre
til denne skændige udåd.

Se jer i spejl – på mig – o kære!
Lad synden ej beherske jer;
lad mit eksempel Eder lære
at stedse have dyden kær. –
Snart min forløsningstime kommer.
O Jesu da annam min ånd;
snart står jeg for den store dommer,
og venter nåde af hans hånd.

P. Nielsen

       

Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

 

Arresten

Råd- og arresthuset i Hjørring blev bygget i 1790, og var tilsyneladende af en temmelig ringe standard. Byen fik dog et nyt arresthus i 1834, og amtmanden gav senere en beskrivelse af arresterne i det gamle: ” Arresterne vare mørke, fugtige Huller under Jorden eller kolde usikre Værelser over Jorden, alle lige skadelige for Fangernes Helbred og lige uskikkede til at afgive en paalidelig Bevogtning”.

Kolde og fugtige arrester i en jordkælder, blot med lidt sengehalm, og sikkert også både rotter og mus, til de grovere lovbrydere og arrestkamre ovenover i dagslyset til de mindre grove. Dette var almindeligt for mange af landets arresthuse. Jordkælderen kunne ligge under jordens overflade, og var i så fald både mørk og fugtig, uden dagslys og med kun lidt tilførsel af frisk luft. Var der derimod tale om en høj kælder slap små jerngitterbesatte huller som regel dagslys ind til den indsatte. Den indsatte kunne også opretholde en vis forbindelse til omverdenen – f.eks. slægtninge og forbipasserende - gennem disse glughuller. For Hjørrings vedkommende har der, i det gamle arresthus været tale om fangekældre af den høje type.

Det har været en ualmindelig ubehagelig oplevelse at være indsat i arresten, hvad enten der var tale om en høj eller en lav fangekælder. Og i slutningen af 1700-tallet fik man øje for de ekstremt dårlige forhold for de indsatte. Men der kom til at gå lang tid, inden man fik gjort noget ved det. De fleste steder nærede myndighederne nemlig en udpræget uvilje mod økonomiske ofre i forbindelse med arresthusenes forbedring. Snavset, fugtigt og bitterligt koldt har der været. I 1830 kunne blot 38 ud af landets ialt 80 arresthuse (København og Bornholm undtaget), opvarmes. Først hen mod midten af 1800-tallet kom der en forordning om, at selv arresthuse skulle isoleres og opvarmes.

Hvorledes forholdene præcis har været for Thomas Bisp og Ane Christensdatter i Hjørring arrest, kan vi kun gætte os til. Men noget tyder på, at de ikke har været helt adskilte. Ane Margrethe ankom først til Viborg Tugthus to år efter domsafsigelsen. Hun kunne nemlig ikke flyttes fra arresten i Hjørring før da. Årsag: ”Ane Margrethe Christensdatter befinder sig frugtsommelig”. Den 31. oktober fødte hun en datter i Hjørring arrest og Thomas Thomasen, som var blevet halshugget tre måneder tidligere, blev udlagt som barnets fader. Regner man ni måneder baglæns fra fødselstidspunktet, finder man, at barnet er blevet undfanget omkring januar 1822, altså ½ år efter at Ane og Thomas var blevet sat i arresten!

       
Fængselsgenstande anvendt i arresthuset i Hjørring. Genstandende blev fundet på rådhusloftet i 1889 og skænket til Vendsyssel historiske Museum, hvor de i dag opbevares. Foto: Niels Bendsen, Vendsyssel historiske Museum.  

Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

 

 

Bødlens job

Det var skarpretter Jochum Henrik Stegel fra Odense, der halshuggede Thomas Bisp.
Hjørring, der ikke havde egen bøddel, anvendte sædvanligvis skarpretteren i Aalborg, men netop i 1822 var embedet i Aalborg efter alt at dømme ikke besat.

Det var ofte tyskere der besad bøddelembederne i Danmark, og jobbet gik ofte i arv fra far til søn – mange gange ligefrem i generationer. Fædrene oplærte da sønnerne helt fra barnsben. Dette gjaldt også for Jochum Stengel. Han havde været skarpretter i Odense siden 1802, og før den tid havde han fungeret som medhjælper hos sin far, der da havde embedet.

Skarpretteren var kongelig udnævnt, med eneret på henrettelser, og embedet blev, siden 1700-tallet, betragtet som et agtværdigt, borgerligt håndværk, der oven i købet gav et rimeligt udkomme.

Ved halshugninger brugte man tidligere enten økse eller sværd, alt efter forbrydelsens art. Det var ”finest” at blive henrettet med sværd, for det var ikke vanærende på samme måde som med økse, og bagefter havde man ret til en kristen begravelse på en kirkegård – dog uden præstens direkte medvirken. Men der var problemer med træfsikkerheden ved anvendelse af sværd – der skulle som oftest flere hug til. Det kunne nu også ske, at skarpretteren ramte ved siden af i første forsøg med øksen, men alt i alt var øksemetoden mere sikker. Og i 1791 befalede Christian 7. i en forordning, at henrettelse med sværd skulle afskaffes, og at alle halshugninger herefter skulle ske med økse.
En dødsstraf kunne naturligvis også eksekveres ved hængning, og at blive klynget op i galgen blev betragtet som en endnu større forsmædelse end at blive halshugget. En halshugning var omgivet af langt mere hurlumhej end en hængning. Skarpretteren kom langvejs fra, der krævedes forskellige instrumenter – blok, økse, pæle, spigre, stejler, søm m.m., og så var en halshugning en langt mere bekostelig affære for det offentlige end en hængning. En halshugning var simpelthen finere. Skulle man dø ved myndighedernes hånd, og på det offentliges regning var halshugning altså at foretrække!  

Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum  

 

 

Hvem var Thomas Bisp?

Thomas Thomasen Bisp blev født på Øland i 1780. Han boede hos sine forældre, der havde et lille husmandssted, til han var knap 9 år gammel, hvorefter han kom ud at tjene. Senere kom han til Sønder Økse, hvor han tjente én og samme gårdmand i 8 ½ år. Han giftede sig med Margrethe Marie Sørensdatter, som dog døde kort efter at have født dem en søn. Thomas Bisp fæstede herefter en gård i Sønder Økse, og giftede sig kort efter med Maren Justdatter. Dette ægteskab varede indtil Maren døde for Thomas hånd 16 år senere. Ægteparret fik fire børn.

Det kan nok være fristende at forestille sig en mand, der myrder konen ved at give hende rottegift til fordel for en ny, og yngre udgave, som en skummel og ond mandsperson. Men dette var ingenlunde tilfældet med Thomas Bisp, hvis skrækkelige forbrydelse vækkede forundring hos de omkringboende. Ifølge udtalelser fra amtsprovsten i Brovst og fra pastor Thomsen fra Øland havde Thomas Bisp det meste af sit liv været en agtværdig person – sindig, forstandig og respekteret af sine omgivelser. Ja, faktisk havde provsten valgt netop Thomas til sin medhjælper, blandt andet i forbindelse med hans opgaver som skole- og fattigforstander. Han var en flittig kirkegænger, og havde været en god fader for børnene og en god ægtemand for Maren, som altid roste ham. Indtil et års tid før udåden fandt sted! Den unge tjenestepige, Ane Margrethe Christensdatter, blev for fristende, og blev årsag til, at Thomas Bisps ellers så sindige væsen blev fortrængt af helt anderledes mørke karaktertræk.

        

Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort over Brovst-egnen i Vendsyssel 1780-erne. Sønder Økse var Thomas Bisps hjemsted, og stedet hvor hustrumordet fandt sted. Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum.

Helle Thrane, Vendsyssel Historiske Museum